gode forhold til England blev gjenoprettet ved restaurationen, skulde der synes god grund til at benytte sig av anledningen. Der blev ogsaa sendt »Dokumenta – – wehgen der orcadischen Inseln undt des Elbzolls« til den danske utsending i London, Fredrik Ahlefeldt[1]. Til noget resultat kom man dog ikke, skjønt Ahlefeldt skal ha været en dygtig gesandt. Fredrik 3 har vel efter 1660 seet sig om efter en art kompensation for sine tap til Sverige, men grunden til hans krig med England 1666–1667, hvori der ogsaa var tale om et forsøk paa at erobre Orknøerne, laa som bekjendt andensteds[2]. Da freden blev sluttet paa en stormagtskongres i Breda i 1667, blev de svenske, franske og hollandske gesandter vistnok oprigtig overrasket over at der hersket politiske vanskeligheter med Orknøerne og Hjaltland. Forhandlingerne[3] var i god gjænge og freden sikret, da de danske gesandter – som saadanne nævnes Petrus Charisius og Paulus Klingenbergh – vilde ha indført i fredstraktaten en bestemmelse om at eaedem Insulae quae Orcades et Hitlandiae nuncupantur, Regi Daniae in Statu quo sunt, citra diminutionem aut moram aliquam restituantur.
De engelske gesandter – Denzell Holles og Henricus Coventry – svarte: se nihil in instructionibus vel mandatis habere, de Insulis ibi memoratis; de negtet at der fandtes noget om dem i tidligere traktater, og foreslaar derfor »ut deleatur hic articulus«. Man kunde tænke sig at de danske med hensigt er fremkommet med saken først efter at freden syntes nær, for at man i sin længsel efter at faa det hele avgjort, skulde gi efter paa dette mindre vigtige punkt. I saafald har de imidlertid selv trukket
