det korteste straa. Ludvig 14’s og Generalstaternes befuldmægtigede henstillet til de danske, ikke at blande denne sak ind, som ikke reapse angik fredstraktaten. De danske gav efter, studio imprimis diu desideratae Pacis, dog paa betingelse av, at den danske konges ret (Praetensio) skulde bestaa integra, infracta, patensque, donec melior occasio – – praeberetur. Man blev ogsaa enig om, at de tilstedeværende gesandter skulde bevidne dette. Der nævnes intet om de engelske, men i hvert fald blev den dansk-norske konges forøvrig aldrig med virkelige grunde betvilte ret anerkjendt av tre av datidens stormagter (Sverige, Frankrig, Holland).
Naar forøvrig Jakob den første gik med paa at »al ret skulde altid og hel og holden forbli ubeskaaren« for Kristian 4’s efterfølgere, maa jo ogsaa han siges at ha anerkjendt at retten var tilstede. Freden til Breda bragte intet nyt; den anerkjendte kun det gamle, at status quo skulde bestaa, indtil den dansk-norske konge paa given anledning, »sive breve sive diuturno post tempore« vilde det anderledes. Skjønt ikke glemt kan dog saken ikke siges at ha været aktuel siden 1667[1].
De oldenburgske kongers optræden under forhandlingerne om gjenerhvervelsen av Orknøerne og Hjaltland passer godt ind i det billede man ellers har av dem. Der manglet hverken paa god vilje eller ærlige tiltak, men de hadde stadig uheld med sig. En av hovedgrundene hertil var deres mangel paa evne til at vurdere det virkelige styrkeforhold mellem sine egne og andre stater. Da det var gaaet en stund, tok Skotland ikke længer hensyn til deres forestillinger, bak hvilke man maatte forstaa, at der stod saa liten magt.
- ↑ Jeg fæster mig da ikke ved det s. 94 nævnte forsøk. – I 1907 henledet et skotsk underhusmedlem den britiske utenriksministers opmerksomhet paa saken (Delavaud s. 173).
