ved det hævn- og herjetog, som han ud paa sommeren samme aar foretog, og som ikke mindst gik ud over kystbygderne mellem Svinesund og Glommen. I de nærmestfølgende aar maa det især i egnene omkring Sarpsborg have sydet og boblet i folkedybet. De fleste har havt nære eller fjernere paarørendes fald at beklage, og for mange var gaardene brændt. At efterretningen om Sverres død i marts 1202 under disse omstændigheder er bleven modtagen med inderlig tilfredshed, er selvsagt, og ligesaa, at det omvendt fremdeles var med den yderste grad af modstrittende følelser, at man i 1203 saa sig nødt til i kraft af det mellem den nye konge og bisperne afsluttede forlig paa Borgarthing at hylde Haakon Sverresson. Men indtrykket af det overvældende nederlag ved Oslo 3 aar forud har endnu været for friskt, til at man har vovet en ny reisning.
Blandt de anseeligere bondeætter, som har baaret og bevaret denne forbitrelse i sindene, har øiensynlig ogsaa været de saakaldte Varteig-mænd fra omegnen af Sarpsborg. De førte sin betegnelse efter gaarden Varteig, en større, senere udstykket landeiendom, paa hvis grund sognets kirke oprindelig har staaet, og som derfor ogsaa har givet sognet, det nuværende Varteig herred, navn (jfr. Rygh, Gaardnavne, I s. 280). »Varteigingerne« har havt gode slægtsforbindelser. Bl. a. skjønnes de at have været i skyldskab med den myndige biskop Ivar skjaulge af Hamar, der var særlig bekjendt for sit fiendskab ligeoverfor Sverre-ætten. Man kan derfor lettelig forestille sig, med hvilken stram og afvisende misbilligelse Varteig-mændene ud paa høsten 1203 har erfaret, at en af deres egne, Inga, selve datteren paa Varteig, havde indladt sig i et elskovsforhold med Sverre-ættens daværende repræsentant kong Haakon. Bekjendtskabet var skeet paa den maade, at Inga havde opholdt sig i besøg hos sin frænde Audun i Borg, der
