længe kunnet holdes skjult for Audun i Borg eller Ingas øvrige slægt. Efter kongens afreise har hun derfor visselig gjennemgaaet onde dage, og værre maa det være blevet, da det, formentlig henimod juletider, ligesaalidt kunde forblive en hemmelighed, at hendes forbindelse med den forhadte Sverre-ætt ikke vilde blive uden frugt. Ikke længe efter maa det desuden være rygtedes, at hendes ufødte barns far, den unge konge, allerede var død ottende dag jul (1ste januar 1204), en efterretning, som vel til at begynde med har været nær ved at knuse den ulykkelige. Hendes nærmeste har da nu ogsaa ganske slaaet haanden af hende og nødt hende til i sine fortvivlede omstændigheder at søge sin tilflugt hos fremmede. Ved at veie sagaens beretning skjønnes det tillige, at det navnlig har været Ingas far, fra hvem den haarde behandling er udgaaet. Skjønt man nemlig ellers er noksaa godt underrettet om navnene paa fædrene til de mere bekjendte kongelige friller i vor middelalder, undgaar Haakon Haakonssons saga omhyggelig at give os navnet paa denne konges morfar. Et par af Ingas brødre omtales leilighedsvis under navn, og naar farens navn ikke desto mindre haardnakket forties, maa dette have sin grund i, at erindringen om ham var særlig ubehagelig for kongeætten.
At Inga valgte at ty til det et par mil længere oppe ved Glommen liggende herred Eidsberg, eller som det dengang hed Heggen, har øiensynlig havt sin bestemte, i sagaen ligeledes kun antydningsvis berørte grund. Paa gaarden Huseby i Heggen boede nemlig den eneste bonde paa lang leid, der var bekjendt for at være en ven af kong Sverres ætt. Erlend af Husebø roste sig af at nedstamme fra hin Guthorm Graabarde, som var far til den af Harald Gilles friller, der blev mor til Sverres paastaaede far, kong Sigurd Mund. Langt ude,
