men nær nok til i hine tider at regnes med, ansaa Erlend sig derfor i slægt med denne gren af kongeætten. Maaske har Inga under kong Haakons ophold i Borg ogsaa havt anledning til ved hirden at se Erlend paa skyldigt hilsebesøg hos kongen. I ethvert fald maa det have været haabet om hans hjælp, som har bragt hende op i hans nærhed. Heller ikke han har imidlertid fundet det trygt at optage hende i sit hus. Dertil var vel hans Birkebeiner-sympathier for velkjendte. Mindre opsigt og mistanke vilde det derimod vække, om hun kunde faa ophold hos hans ven og nabo, præsten Thrond paa Folkensborg, der rigtignok ligeledes stod paa Birkebeinernes side, men formodentlig som præst i Bagler-bispen Nikolas’s stift har været forsigtig nok til ikke at lade dette blive videre bekjendt. Det maa desuden erindres, at de allerfleste norske landspræster endnu paa denne tid paa en eller anden maade var gifte, hvilket ogsaa for Thronds vedkommende var tilfældet. Ud paa sommeren 1204, formentlig omkring Sankthans, fødte da Inga paa Folkensborg et guttebarn, der som vanligt, naar faren var død, opkaldtes efter denne.
Medens Inga vedblev at opholde sig paa Folkensborg, antog forholdene i landet atter et stedse mere forvirret præg. Endnu sommeren 1204 døde barnekongen Guthorm Sigurdsson, den sidste dengang kjendte mandlige ættling af Sverre, og fulde af nyvakte forhaabninger reiste Baglerne sig paany med Erling Steinvegg som partikonge. Rigtignok indfandt Birkebeinernes nye konge, Inge Baardsson af Rein, sig sommeren 1205 i Viken og tiltvang sig hylding baade paa Haugathing ved Tønsberg og paa Borgarthing; men til gjengjæld opnaaede Erling Steinvegg det samme i Nidaros paa selve Ørethinget, og overhovedet kom partikampene atter i fuld gang. Under disse omstændigheder var det farligt at sidde med en
