til lek (boldspill, brytning o. l.) og til hestekamp[1]. Helligdommen, dér de blotet guderne, og senere kirken, tingvolden, gildeskaalen, leikarvollen og »skeidet« laa gjerne tæt op til hverandre; ofte paa én og samme plass.
La os først undersøke de steder, som det i gammel tid blev holdt ting paa. R. Hübner siger i sin artikel »Ding« i » Reallexikon der germanischen Altertumskunde« (B. I, S. 469): »Für die Wahl des Ortes fiel bestimmend ins Gewicht, dasz man Gericht und Gerichtstätte den Göttern zu weihen pflegte, um sie unter deren Schutz zu stellen. Deshalb wurden die Gerichtsversammlungen gern an Kultstätten abgehalten«.
I Norge finder vi at tingstederne like ens som i Tyskland gjerne ligger like ved eller paa gamle kultsteder og helligdommer eller ogsaa ved kirkesteder (hvor det ofte alt i hedensk tid hadde været en helligdom til guderne). Dette gjælder ikke de store lagting. De var blit til i forholdsvis sen tid, tør hænde først i vikingetiden, og som en følge av overenskomst eller kongebud. Vi finder derfor ikke navn, som minder om kultsteder, ved nogen av de steder hvor de gamle lagting blev holdt. Om ældgammel kultus i Eidsvold minder Venjer (opr. Vinjar)[2]. Om ældgammel samlingsplass dér til lek minder navnet Løken (Leikvin)[3]. Men den gamle tingvoll kan ikke ha ligget nær nogen av disse gaarder[4]. Heller ikke kan slike gamle kultsteder paavises ved Logtun paa Frosta, hvor Frostatinget blev holdt, eller paa Guløy, dér Gulatinget blev
- ↑ Jfr. Keyser, Efterladte Skrifter, Andet Binds anden Afdeling (Nordmændenes private Liv i Oldtiden), s. 108 ff.
- ↑ Jfr. Kultminder, s. 210, 211, 213–219. – Norske Gaardnavne (citeres som NG.) II, 381 n. 140–142.
- ↑ NG. II, 376, n. 75.
- ↑ Det er heller ikke lykkedes Magnus Olsen at finde nogen hedensk helligdom like ved det gamle Eiðsvǫllr; jfr. Kultminder, 122 f.
