Kabelvaag og Storvaagen (under Storvaagen). Naturforhold kan ikke som paa Eker ha git stedet navn[1]. Endelig kan nævnes Herøy paa Helgeland, som et halvfylke hadde navn efter (Herøyia halffylke)[2]. Like ens som paa Sundmøre har et sokn faat navn efter øen, eller rettere øerne av dette navn (»to, kun ved et smalt Sund adskilte Hovedøer, Sør- og Nordherø«)[3]. Magnus Olsen har i »Kultminder« (57 f.) nævnt de steder langs kysten av Norge, som heter Herøy. De ligger alle centralt, mitt i leden eller hvor flere fjorder og herreder møtes. Første led er herr, m. hær, sandsynligvis i betydningen skipaherr[4]. Navnet maa hænge sammen med at flaaten brukte at møtes ved de øer, som siden blev kaldt Herøy. Det kan næppe være yngre end vikingtiden og viser at det alt da fandtes et slags primitivt ledingsvæsen.
Sagaerne og lovene viser at retsordningen i Norge var i stadig utvikling. Jeg tænker ikke bare paa ordningen av de større lovomraader. Lagdømmene blev jo ordnet i historisk tid. Eidsivatingslagen henføres til Halvdan Svarte, Frostatings- og Gulatingslagen til Haakon den gode og Borgartingslagen til Olav den hellige; men Borgartingslagen er mulig endda yngre. I den ældre Olav den helliges saga (k. 31) heter det saaledes: þrenn ero log i Norege (nemlig Frostatingsloven, Gulatingsloven og Eidsivatingsloven)[5]. Traditionen mindedes endda paa 1200-tallet den tid, da hvert fylke hadde hat sit særskilte lagting eller lovgivende forsamling. I den yngre Olav den helliges saga (k. 10) heter det om tiden før Haakon den gode: en aðr hofðv ser hverir fylkismenn laug[6]. I Sigurd Ra-
- ↑ NG. V, 303.
- ↑ Aslak Bolts Jordebog, 87.
- ↑ NG. XVI, 100.
- ↑ Hærøen i Hole (i Steinsfjorden) kan efter Magnus Olsen være sammensat med heri »hare« eller mandsnavnet Heri.
- ↑ Olafs saga hins helga, en kort Saga om Kong Olaf den hellige fra anden Halvdel af det tolfte Aarhundrede, udg. af R. Keyser og C. R. Unger (Christiania 1849), s. 23.
- ↑ Saga Olafs konungs hins helga (Christiania 1853), s. 9.
