Bjarnesson, »lænsmaðr j œystræ skipræidunni a Follo«, og 1345 Torgils Skeggi, »lænsmaðr ifuir væstra skipræidenne a Follo«[1]. I 1455 nævnes Guttorm Einarsson, »lensman i Frølandz skipreido (paa Agder)[2]. I 1463 nævnes Ulv Gudbrandsson, lensmand paa Tune. – Tune var en særskilt skipreide, som efter P. A. Munch omfattet Tune, Varteig, Rolvsøy og Kraakerøy. – I 1416 nævnes en lensmand »j Tunæims sokn« (d. e. Tanum i Ranrike)[3]. Men Lúðrlags skipreiða omfattet netop Túnheims herað (ell. sókn)[4]. Jeg tror at hele Norge fra slutten av 1200-tallet har været delt i krinser, som vi efter deres nærmeste overordnede kunde kalde lensmandsdistrikter, men som i gammel tid blev kaldt dels skipreider (ved kysten) og dels tinghaaer, dels ogsaa – mere almindelig – sysler. At disse omraader har hat mange saker fælles, ser vi bl. a. derav at almuen i sydræ syslonæ i Gwdbranzdalum i fællig a Wolusætre a almennis tingstadh valgte en nævndermand til kongevalgmøtet i Lødøse[5].
De tingkredser vi her har talt om er, har vi set, først grundet i den senere del av middelalderen og troligvis ordnet ved kongsbud. Anderledes er det derimot med bygdetingene, som fandtes i hvert herred i Norge og blev holdt paa visse tider av aaret[6]. De kaldes i gamle brev mest bygðarstefna, heraðsstefna eller bygðartal, sjeldnere heraðsþing og hadde, har vi set, sine faste tingplasser[7]. Disse bygdeting er, saa at sige, blit til av sig selv og deres grundlæggelse ligger gjemt i fortidens mørke. Som det heter i Sigurd Ranessons proces om tinget paa Kepsisey (s. 11 20–28): Þing þetta settu bændr með ser til þess at
