hverr þeira hafi sonn lǫg af ǫðrum. Vi maa dog ikke tro at alle tingkredser er blit til i den graa oldtid; nogen er først indrettet i den kristne middelalder og mange er fra vikingetiden. I Eidskogen var saaledes tingstedet »a klukkerræ hwssum a Eidhis skoghunnum«[1]. Kirken i Eidskogen kaldes ogsaa Midskog kirke efter kirkestedet og nævnes alt i 1225[2]. En kunde vel tænke sig at det der hvor klokkerhusene i Eidskogen siden reiste sig, alt i hedensk tid stod en helligdom. Men navnene, baade Midskog (Miðskógr) og paa nabogaardene med de mange rud-navn, viser at bygden her ikke er ældre end fra den kristne middelalder. I Etnedalen blev det, som før nævnt, i 1317 holdt stevne eller ting paa Bruflat (Brúarflǫt), kirkestedet. Navnene i Bruflat sokn er ogsaa paa et par undtagelser unge og maa være fra kristen tid. Hadde det alt i hedensk tid været et tingsted i Etnedalen, maatte det ha været paa Breien (Breiðvin), men denne gaard nævnes først i 1592 og har aldrig været stevnegaard[3]. Like ens er det med stevnestederne i Numedal, Megaarden i Nore, Møkstu i Opdal og Møkstu i Veggli. Der hvor disse gaarder ligger, kan det heller ikke ha været ordentlig bygd før i kristen tid[4]. Selv i Smaalenene er det tingsteder, som maa være fra kristen tid, saaledes Klemetsby (Klemetsbýr) i Rødenes (s. 102). Navnet Klemet var neppe i bruk i Norge før paa 1100-tallet. Fra denne tid er ogsaa de fleste av nabogaardene, som Kamperud, Fonnerud, Kallak, Huser, Taraldrud, Klerud, Kongsbakke osv. Kirkjubýr, som var stevnested paa Nesodden (s. 106), er jo ogsaa et kristent navn.
Fra slutten av hedendommen er endda flere tingsteder i Norge.
