Vi har ogsaa lagt merke til de mange tingsteder, som
bærer navnet Hov eller Hove (af hof »gudehov, tempel«),
f. eks. Hove i Lomen (Vestre Slidre), Hof paa Toten, eller
sammensætninger med hof som Frøishov i Hole og Norderhov
(Njarðarhof) paa Ringerike. Sikkert at avgjøre fra
hvilken tid alle disse navne er, er selvsagt uraad. De
tilhører, som Magnus Olsen har vist, en mindre primitiv
kulttype, og maa ialfald være yngre end Kristi fødsel
(rimeligvis flere aarhundreder yngre)[1]. Men det er et andet
spørsmaal, som er vanskeligere og vigtigere. Og det
er: Fra hvilken tid er hele den retsordning, som fik sit
synlige uttryk paa tingene? Efter de fleste, kanske alle
forskeres mening er den ældgammel, alle germanske folks.
eie og en arv fra deres urhjem, med andre ord urgermansk[2].
I en av de nyeste haandbøker heter det[3]: »Die sidgermanischen
Völker haben, wie man aus den Worten des
Tacitus in Vergleich mit den Nachrichten der späteren
Quellen mit einiger Sicherheit entnehmen kann, wohl seit
ältester Zeit die eigentliche richtende Tätigkeit nicht dem
vorsitzenden Richter allein überlassen, sondern sie auf die
Mitwirkung der versammelten Dingleute gegründet». At
tingordningen er likesaa gammel hos de nordiske folk, har
visst ingen tvilet paa. Tacitus fortæller jo om germanernes
ting og folkefrihet (de minoribus rebus principes consultant,
de maioribus omnes, ita tamen ut ea quoque quorum
penes plebem arbitrium est apud principes pertractantur)[4].
Men er det ikke alt grund til at nære tvil, naar
vi tænker paa at tingforsamlingerne ikke kaldes med samme
ord hos alle germanske folk? Ordet ting (gl.norsk þing)
findes utenfor de nordiske sprog bare i oldhøitysk (ding),
Side:Historisk Tidsskrift (Norway), femte række, fjerde bind (1920).djvu/151
Denne siden er ikke korrekturlest
145
TINGSTEDER, GILDER OG ANDRE GAMLE MITTPUNKTER
