oldsaksisk (thing), langobardisk (þing), oldfrisisk (thing) og angelsaksisk (þing). Den oprindelige betydning er »tid, beregnet tid«. Ting kaldtes da fra først av de forsamlinger, som blev holdt til faste tider. I gotisk, det germanske sprog, som staar nordisk nærmest, findes ordet ikke. Der brukes isteden ordet maþl (oldht. madal, ags. mæþl, oldsaks. mahal, frankisk-lat. mallus), som betyr »samtale«. Angelsakserne brukte mest ordet gemôt »møte«. Ordet »ting« (þing) er saaledes ikke fællesgermansk. Men naar ordet ikke er det, er næppe heller institutionen det. Efter utbredelsen av ordet þing skulde en snarere tro, at ordningen fra Sydgermanerne hadde fundet vei til de nordiske folk. Jeg skal minde om Tacitus’s ord: trans Lygios Gotones regnantur, paulo iam adductius quam ceterae Germanorum gentes, nondum tamen supra libertatem protinus deinde ab Oceano Rugu et Lemovu, omniumque harum gentium insigne rotunda scuta, breves gladii et erga reges obsequium. Om Svearne (Suionum civitates) heter det: est apud illos et opibus honos; eoque unus imperitat, nullis tam exceptionibus, non praecario iure parendi, nec arma, ut apud ceteros Germanos, in promiscuo, sed clausa sub custode, et quidem servo, qua subitos hostium incursus prohibet oceanus, otiosae porro armatorum manus facile lasciviunt: enimvero neque nobilem neque ingenuum, ne libertinum quidem armis praeponere regia utilitas est[1]. (»Hos dem er det ogsaa hæder i rikdom, og derfor hersker én med uomtvistelig ret til lydnad. Vaapen er ikke, som hos de andre Germaner, tilgjængelige for alle, men holdes lukket under bevogtning av en træl; for havet forbyr pludselige indfald av fiender, og en væpnet flok kan i fredstid let forfalde til selvtægt og vold. Men det er nyttig for kongemagten, ikke at sætte en adelig eller en
- ↑ Germania, k. 43 f.
