fri, men en træl til at vogte vaapnerne«). Efter Tacitus’s ord skulde en tro, at det ikke var stor folkefrihet hos Østgermanerne og endda mindre hos de nordiske folk. Hvorfor skulde ogsaa folkets eller rettere stammens deltagelse i domsavsigelse og lovgivning være ældgammel hos Germanerne? Slikt tilhører et mere fremskredent kulturtrin. Det oprindelige er, som Homer i Odysseen skildrer det hos Kykloperne:
τοῖσιν δ’ οὔτ’ ἀγοραὶ βουληφόροι οὔτε θέμιστες.
..... θεμιστεύει δὲ ἕκαστος
παίδων ἠδ’ ἀλόχων, οὐδ’ ἀλλήλων ἀλέγουσιν,
»De har hverken raadsforsamlinger eller love, men hver mand dømmer over sine barn og hustruer, og de tar intet hensyn til hverandre«. Kykloperne er, som Sir Henry Maine siger, Homers type paa en fremmed og mindre fremskreden kultur. Slik som Kykloperne skildres, lever og levet det primitive menneske[1]. Det er et fremskridt, naar det begynder at dømmes efter faste vedtægter, og et endda større, naar disse blir til virkelige love. Rundt om hos de primitive folk i Afrika, paa Stillehavsøerne, i Amerika og Asien er det høvdingen, som dømmer, efter uskrevne vedtægter. Folket har ingen del hverken i retspleie eller i lovgivning. Slik var det fra først av ogsaa i Hellas og Italien. At haandhæve retten og være en retfærdig dommer er efter Homer en av kongens vigtigste pligter; sammen med ham dømmer de ældste, som »værner om retten paa Zeus’s vegne«. Først litt efter litt vinder folket del i retspleie og lovgivning. Hvorfor skulde det være anderledes hos Germanerne? Hvem kan bevise at det er rigtig, som det heter i en av de nyeste haandbøker[2]: »Daher ist das Urteil in der Tat ein Urteil des Volkes. Diese
