kaste nyt lys over menneskenes og folkenes sjæl og lynne i svundne tider. Jeg tviler paa at en fagmand f. eks. vilde ha fundet paa at sammenligne Girolamo Morone, hovedmanden i Pescara-sammensværgelsen i 1525, med »de russiske agents provocateurs i nutiden, som er eltet og formet direkte ut av miliøet. Saa normale mennesker ikke vet om de er samfundets politi eller revolutionære; de vet det jo tilslut mangen gang ikke selv« (s. 218). Og dog er denne sammenligning merkværdig træffende. Paa den anden side er fremstillingen hos Kinck stundom litt mere springende end en historiker av fag vilde skrive, og for dem som ikke er hjemme i emnet, er det kanske ikke let altid at følge med. Men ogsaa for fagmænd byder Kincks bok meget som er nyt og av stor interesse.
»Renæssansemennesker« er, som titelen siger, først og fremst historien om Niccolò Machiavelli, den store florentinske politiske tænker, statsmand, historieskriver og dikter. Men boken vider sig ut til en skildring av Firenze og Italien i de tre første aartier av 1500-tallet, da renæssansekulturen naadde sin høieste blomstring samtidig med at friheten gik tilgrunde og Italien paany kom under fremmede. »Samtidens fyrster« og »Samtidens psyke« er overskriften paa to kapitler, som i livfulde billeder skildrer hovedpersonerne i Machiavellis samtid og de vigtigste hændelser i den. Forfatterens maal har vistnok været i Niccolò Machiavelli at gi os saa at sige generalnævneren paa renæssansens psyke. Om Machiavelli virkelig var denne centrale skikkelse i renæssansen, kan det selvsagt være tvil om. For anmelderen staar Lionardo da Vinci som den mest fuldkomne renæssanseskikkelse. Machiavelli repræsenterer efter mit skjøn bare én side av renæssansekulturen; der er andre sider som forfatteren ikke behandler og ikke synes at ha interesse for, men som er likesaa vigtige. Det er romantiken, som søkte tilbake til den straalende fortid, fordi nutiden var fuld av ulykker og elendighet. Romantiken er en av drivfjærene i Petrarca. Humanister som Poggio Bracciolini har trods alt sit gjøn og kaldflir en snev av den. Pave Pius II med sit sentimentale sværmeri for oldtiden og sin korstogsbegeistring er en fuldblods romantiker. Likesaa malere som Sandro Botticelli. I det hele var den romantiske aand levende i kredsen om Lorenzo Medici i Firenze. Nær sammenknyttet med romantiken er tidens uklare religiøse higen, som faar sit utslag i Nyplatonismen, som vi kan kalde gudstroen for den Mediceiske kreds. Nyplatonismen, som vilde forene kristendom og he-
