denskap til en høiere enhet, faar sit mest fuldkomne uttryk hos Pico della Mirandola og i hans glødende tro paa menneskets store fremtid. »Mitt i verden«, siger skaperen til Adam, »har jeg stillet dig, forat du saa meget lettere skal kunne se dig om og se alt som er i den. Jeg skapte dig som et væsen, som hverken er himmelsk eller jordisk, hverken dødelig eller udødelig alene, forat du av egen fri vilje kan forme og overvinde dig selv; du kan synke ned til dyrene og gjenfødes til et guddomsliknende væsen«[1]. Er ikke Michelangelos fresker av skapelsen i det Sixtinske kapel i Rom et billede av Picos tanker, disse tanker, som ogsaa luet i Lionardo da Vinecis sjæl?
Endelig er det det religiøse drag i Florentinernes og samtidens lynne, som jeg synes Kinck ikke rigtig vurderer. Savonarola var ikke bare en magtsyk lægprædikant, som »strakte verdslige fangarmer ut efter politisk magt, som kirkefolkets vane er« (s. 22). Det er sandt at Savonarola tilhører middelalderen, ikke renæssansen. Han er først og fremst en profet, i hvis indre det brændte en ild som tvang ham til at tale, som han sagde. Han er i slægt med profeterne i det gamle testamente og med middelalderlige skikkelser som den hellige Birgitta i Sverige. I Italien har den profetiske aandsretning sine røtter langt tilbake i tiden; den stammer fra den syditalienske abbed Joachim av Flores († 1202) og lever hos de radikale av Franciskanermunkene (Spiritualerne), som trodde paa det tusenaarige rike og som bl. a. paavirket Cola di Rienzi. Men en profet kan ogsaa være en stor mand. Det er tider, som trænger profeter. Kan vi tænke os jødefolket uten dem? Savonarola seiret ikke. Men det kan vel ikke være tvilsomt at han saa rigtig, at det var fordærvelsen i Italien og særlig i Rom, som ødelagde Italien og gjorde at friheten og dermed hele renæssansens herlige kultur gik tilgrunde. Hadde Italienerne eiet Savonarolas aand, den som grep Florentinerne da de for sidste gang værget sin uavhængighet før overgivelsen i 1530, da vilde de aldrig ha kommet til paany i aarhundreder at maatte bøie sig under fremmed aag. Det kan være at Florentinerne flest, som Kinck siger (s. 25), bare »maapet ved profetens prækener«. Men paa de største
- ↑ Burckhardt, Kultur der Renaissance (4. Ausg.) II s. 72, 83.
