faller det som om Machiavelli vore mycket mera objektiv i sitt tänkande, än man vanligen förestiller sig.« »Fyrsten<« er, mener dr. Falk, egentlig en specialavhandling over et emne, som ikke er behandlet utførlig nok i Discorsi. Arthur Burd, som nylig har skrevet om Machiavelli i »Cambridge Modern History« (I, 202) siger derimot: »In the Discourses on Livy the doctrinal and secientific interest predominated; in The Prince which became the most influential of all his books, the local and temporary problems lay at the root of the whole discussion.« – Saa skilte meninger er det, selv mellem de nyeste forskere, om Machiavelli og hans verk.
Det er ikke underlig at saa er tilfældet. Der er tilsynelatende uforlikelige motsætninger mellem Machiavellis liv og hans verk, mellem de forskjellige av disse – særlig mellem Discorsi og Principe –, ja til og med i »Fyrsten« selv. Machiavelli var gjennem hele sit liv en rakrygget republikaner, og Mediceerne lønnet ham, efter at de i 1572 var kommet tilbake, med fængsel, om end kortvarig, tortur, avsættelse og nødte ham til at flytte ut paa landet. Dog lot Machiavelli sig siden bruke i mindre ærender; han skrev sin florentinske historie (Istorie Fiorentine) paa opfordring av pave Clemens VII og tilegnet »Fyrsten<« til den ubetydelige Lorenzo Medici den yngre. Og Machiavelli siger i »Fyrsten« ting som skulde synes uforenelig med et frisindet lynne. En fyrste og en statsmand har, siger han, naar han vil gjøre sin stat stor og sterk, lov til at bruke alle midler, helst de vonde; for med dem naar han længst; dog maa han bevare skinnet av at være god. »En god fyrste maa, naar en ser og hører ham, synes bare fromhet, bare troskap, bare menneskelighet, bare gudsfrygt. Og det er ikke noget som trænges mere end at synes at eie denne sidste egenskap; for menneskene ialmindelighet slutter mere efter øinene end efter hænderne; for enhver evner at se, men faa at føle sig for; men en klok fyrste bør ikke holde et løfte, om det blir til skade for ham at opfylde dette, og grunden, som fik ham til at love, ikke mere er tilstede. Om alle mennesker var gode, vilde denne forskrift ikke være god; men siden de er slette og ikke vil holde sine løfter til dig, behøver du heller ikke at holde dine løfter til dem. Heller ikke vil en fyrste nogensinde mangle et passende paaskud til at utsmykke at han ikke har holdt ord.« Selvsagt var det bedre at være hæderlig, men en faar ta
