mæssige klædebon, og anstændig antrukken stiger jeg ind til de antikke mænds antikke hof, der hvor jeg blir mottat elskværdig og nærer mig av den føde, som er min som en synderlig ting, og som jeg er baaren og født til; der hvor jeg ikke undser mig for at tale med dem og spørge dem om aarsaken til deres handlinger, og hvor de paa grund av sin høie kultur (humanità) kan gi mig svar. I hele fire timer føler jeg ingen lede, glemmer jeg al kummer, tænker ikke paa fattigdommen, ængstes ikke for døden. Jeg gaar helt op i dem (tutto mi trasferisco loro). Og fordi Dante sier, at »det blir aldrig til videnskap uten man beholder det man har forstaat«, saa har jeg notert mig det væsentlige under samtalen med dem, og har sat sammen et litet arbeide de principatibus (ɔ: om fyrstendømmer), hvor jeg fordyper mig saa meget jeg evner i betragtninger over dette tema, idet jeg sætter ut fra hverandre hvad et fyrstendømme er, hvad sorter det er, hvorledes man skaffer sig dem, hvorledes man beholder dem, hvorledes man mister dem. Saasandt nogensinde et indfald (ghibirozzo) av mig har vundet jert bifald, saa skulde I ikke mislike dette. Og en fyrste, særlig en ny fyrste, skulde det være kjærkomment. Iethvertfald dedicerer jeg det til hans herlighet Giuliano[1] (ɔ: Medici).«
Slik er »Fyrsten« blit til. Den er skrevet i den bitre nød og i sjælens fortvilelse ute paa landet. Den er, som Machiavelli selv siger, et indfald, et lune (ghibirozzo). Han har skrevet, ikke for at frelse Italien, men for at frelse sig selv fra at gaa tilgrunde og faa »mug paa hjernen«. Bare i slutningskapitlet, som stikker saa underlig av mot det andre, kommer hans egen sjæl frem, i den brændende maning til at fri Italien fra barbarerne. Vi maa komme i hug at Italienerne var anderledes end vor tids mennesker. Vor tids moral er germansk og præget av reformationen, saa vi har vondt for at skjønne menneskene i renæssansen. Deres moral var hedensk. Alle fyrster og statsmænd i samtiden var, som Machiavelli skildrer dem. De elsket kunst og videnskap, var godgjørende og retfærdige mot de smaa og ufarlige, men naar nogen krydset deres vei, blev de uten skruppel støtt ned; alle
- ↑ Giuliano Medici, bror til pave Clemens VII, døde i 1516; derfor blir boken tilegnet Lorenzo Medici. Brevet er avtrykt efter Kinck, s. 259 f.
