midler var like gode, dolk, gift, mened og svik. Mangen gang synes det os, som om menneskene i den tid mangler de mest elementære menneskelige følelser. Som naar Benvenuto Cellini, Machiavellis bysbarn, i 1527 staar oppe i Engelsborg og ser paa den frygtelige herjing av Rom (Sacco di Roma). Han gripes ikke av rædsel og medynk, men nyter det som et nyt og før uset skuespil (istavo considerando questa inistimabile novità e incendio)[1]. En stund efter kommer Cellini hjem til Firenze. Faren, som han holdt oprigtig av, er netop død. Men om kvelden holder de lag, han, hans bror, hans nygifte søster og hendes mand; »hele kvelden blev det ikke talt mere om de døde, men mere om giftermaal, og saaledes endte vi gjæstebudet, glade og med stort gammen«[2]. Pave Alexander VI var like ens; »hans sorger varer bare natten over, siger en samtidig. Slik var folk i renæssansen. De eiet en evne som vi ikke har, til at se nøgternt og objektivt paa alting og til at se ulykke og død uten at røres derav. Litt av denne aand har ogsaa Machiavelli hat. Derfor stod han uforstaaende overfor mænd som Savonarola og Michelangelo. Derfor blev hans ideal ikke Julius II, som virkelig prøvet at samle Italien. En stor mand var Machiavelli visselig men han tilhører en svunden mennesketype, som vi – heldigvis skulde jeg helst si – ikke eier forutsætninger for helt at skjønne. Derfor tror jeg heller ikke at Machiavelli var saa hel, saa retlinjet, som Kinck fremstiller ham.
Kincks beundring for Machiavelli naar saa langt at hans venner i forfatterens øine allesammen ogsaa blir merkelige og interessante personligheter, saa nær som Francesco Guicciardini, som Kinck sætter underlig lavt.
At Machiavelli i politisk henseende var saa meget mere karakterfast end Guicciardini, har Kinck ikke bevist. Men ogsaa ellers synes det mig, at han gjør Guicciardini uret. Guicciardini var jo historieskriver likesom Machiavelli. Vel naar han ikke som tænker op mot denne. Machiavellis storverk som historieskriver er hans »Florentinske historie« (Istorie Fiorentine), et mesterverk, ikke ved sin frie, stundom altfor frie benyttelse av kilderne, men fordi forfatteren først av
