alle moderne historieskrivere ser den historiske sammenhæng og ser samfundet som et organisk væsen, som utvikler sig efter faste love (tænk bare paa sammenligningen mellem forfatningsutviklingen i Firenze og i Rom i oldtiden). Men Guicciardinis Storia d’Italia (»Italiens Historie« fra 1492 til 1534) er ikke bare, som Kinck siger (s. 300), »krøniker i dagboks form om hans samtids begivenheter, vistnok utført med florentinsk skarpsind og en menneske-indsigt, som gjennemskuer intriger og sladder, men allikevel bare tørre notater og uten helhets-syn, og hvor det altsaa ganske klikker, naar han faar det indfald at lage skrivende kunst«. Eduard Fueter har et andet syn paa Guicciardini. I sin ypperlige »Geschichte der neueren Historiographie« siger han bl. a. (s. 76): »Guicciardini war der erste ernsthafte grosze Historiker, der mit der Landesgeschichtsschreibung brach und einen universalhistorischen Stoff, die Geschichte einer geographischen Einheit, behandelte ... Er giebt zum ersten Mal ein richtiges Bild der internationalen Politik, nicht nur weil er diese aus der Praxis kannte und verstand, sondern weil er aus ihr nicht blosz Fragmente mitteilte, wie es bei einer Landesgeschichte nicht zu vermeiden ist.« Baade Guicciardini og Machiavelli maa regnes som grundlæggere av den moderne historieskrivning.
At det var brist i Machiavellis karakter og moralske bygning, er heller ikke Kinck blind før, men han undskylder dem ved at henvise til den almindelige fordærvelse i tiden. Og han har paa en vis ret i at opløsningen i tiden var vilkaaret for dens aandsliv og for dens kunst. Den islandske sagaskrivning og den attiske kultur naar sin største høide i lignende opløsningstider. Likevel er jeg ikke saa viss paa at særlig den moralske opløsning i tiden virkelig var som en slags drivbænk for kunsten og aandslivet. Jeg tror heller at det var samfundets politiske opløsning som virket slik. I tider da fædrelandet oversvømmes av fremmede og friheten er ved at gaa tilgrunde og den enkelte ikke magter at gjøre noget derimot, i slike tider trænger menneskene et fredlyst omraade dit de kan ty med sit haap og sine drømmer. En slik fredlyst hage var kunsten for Italienerne paa Machiavellis tid. – Tænk bare paa det Michelangelo selv sagde om »Natten«, som han hadde hugget paa Mediceernes gravmæle (det var i de værste trængselstider for Firenze):
