kritik og gaar desuten meget nærmere op imot vor tid end Fueter, som væsentlig slutter med 1870; men den væsentligste interesse ved boken hans knytter sig dog til den samlede helhetsopfatning av den tyske historieskrivningen, som han gir uttryk for.
Som næsten hele den ledende tyske historikerverden er von Below utpræget nationalkonservativ i sit syn; hos ham er opfatningen endda blit skjærpet ved slegtstradition (bedstefaren, Gustav von Below, hørte til den romantisk-reaktionære kong Friedrich Wilhelm IV’s nærmeste kreds), og hans uvilje mot al liberalistisk og rationalistisk historieskrivning, mot alt som kan minde om Buckle, er voldsom og ensidig. Romantiken og den Bismarckske nykonservatisme efter 1878 er for ham de eneste frugtbare utgangspunkter for historisk tænkning, og al »kulturhistorie« – hvis værdi han dog er villig til at anerkjende – maa gaa ut paa at se religiøs, økonomisk, litterær historie o.s.v. i sammenhæng med statslivets utvikling, den høieste form for menneskelig liv[1].
Det er ikke her stedet til at gjennemgaa og vurdere hans opfatning av tysk historieskrivning i dens helhet; den er saa fast og sluttet, saa dypt grundet i von Belows hele livsopfatning, at en kritisk behandling for at bli frugtbar maatte ta op de største og vanskeligste grundproblemer i filosofi og politik. Derimot kan det ha interesse at maale endel av hans domme og vurderinger paa vore hjemlige forhold.
- ↑ Nogen eksempler paa hans ensidighet: Det politiske systemskifte i Tyskland i 1878 faar den betydning, at »die Arbeit der politischen Geschichtschreibung [uttrykket brukt i teknisk betydning om grupppen Dahlmann, Droysen, Sybel, Treitschke, Mommsen o. fl.] wurde eben jetzt ganz fruchtbar, durch die Vereinigung ihrer Ideen mit den konservativen und ihre gegenseitige Durchdringung« (s. 60). Det er for ham et dogme, at »das Mass der bürgerlichen Freiheiten in einem Staat im Verhältnis zu dem militär-politischen Druck steht, der auf seinen Grenzen lastet« – en lov som er præget av tanken paa Tysklands aktuelle situation og ingensomhelst almen gyldighet har. Og Ed. Meyers krigsbok om England gir ham (s. 59) »ein belehrendes Zeugnis« om »die durch unsere neuesten Erfahrungen gesteigerte Erkenntnis des englischen Wesens«; han har ingen mistanke om, at selv tyske historikere midt under verdenskrigen kanske kan ha faat sin evne til objektiv erkjendelse av »engelsk væsen« en smule svækket.
