Paa forhaand skulde man tro, at norsk historieskrivning
var sterkt paavirket av tysk. Det er jo ingen tvil om, at
den moderne historiske teknik som nu ogsaa haandteres av
norske historikere, er tysk i sin oprindelse, og sikkert har
ogsaa de fleste nyere norske historikere faat sit tekniske
(eller metodiske) grundlag direkte fra Tyskland, andre rigtignok
bare indirekte, via Danmark. Men trods denne utvilsomme
paavirkning i det rent haandverksmæssige er idépaavirkningen
meget ringe[1]. Det er klart nok, at f. eks. Ebbe
Hertzberg er en elev av Konrad Maurer, at Sars har læst
Ranke og Mommsen med utbytte, og at hele hans tænkemaate
er dypt præget av Hegel; men hvor lite betyr det
allikevel mot den sterke vesteuropæiske indflytelse, som ligger
under al den norske historieskrivning i sidste halvdel av 19de
aarh., som overhodet har noget idéindhold. Comte, Thierry,
Guizot, Fustel de Coulange, Taine, Macaulay, Buckle o. a.
er de navn som har betydd mest for norsk historieskrivning
– en lærerik motsætning til Sverige, hvor en ledende
historiker som f. eks. H. Hjärne er sterkt tysk præget og
knapt tæller andre vesteuropæiske historikere end Tocqueville
blandt sine aandelige forfædre.
Von Below, som gjør den politiske historieskrivning til den egentlige historie, hævder med adskillig ret, men dog med nogen overdrivelse, at et rikt og mægtig politisk – særlig utenrikspolitisk – liv er forutsætningen for al stor historieskrivning, og at tysk historieskrivning derfor har fundet »ihre klassische Ausprägung« i tilslutning til den monarkiske preussiske stat. »Die namhaften Historiker, die aus anderen deutschen Landschaften stammten, suchten ihre Themen auch vor allem in den grossen Momenten der preussischen Geschichte«. »Est ist nicht Zufall, dass die württembergischen und badischen Verfassungskämpfe keinen Ge-
- ↑ Det sidste 10-aars forskning, som vi endnu ikke kan dømme klart om, er her ikke tat i betragtning; det ser ut som om den tyske idépaavirkning her er noget større. Sammenhængen mellem P. A. Munch og den romantiske tyske historieskrivning er aapenbar, men aldrig klart utredet; den kunde fortjene nærmere undersøkelse.
