For en norsk historiker kan ingen ære være større end at skulle indta Ernst Sars’s stilling ved Universitetet, og ingen kunde føle denne ære sterkere end jeg gjør her ikveld, uagtet jeg vet med mig selv, at jeg hverken kan eller vil prøve at løfte arven efter ham. Det vilde bare være at forløfte sig, og desuten stiller en ny tid nye opgaver for forskningen; vor tids historiske videnskap faar gaa de veier, tiden kræver, likesom Sars’s historieskrivning var præget av hans tids opgaver. Men saa rikt og mangfoldig er hans verk, saa centralt staar endnu hans Udsigt over den norske historie, at ethvert forsøk paa at se et større eller mindre avsnit av landets og folkets liv i sammenhæng er nødt til at begynde med at gjøre sin stilling til Sars’s opfatning klar. –
I anledning av stridighetene mellem Harald Gilles tre sønner sier Sars[1]:
Naar stormændene fra først av fordelte sig nogenlunde likelig mellem de tre samstyrende konger, var det vel rent personlige eller lokale hensyn der bestemte deres tilslutning: Inge var opfostret i det søndenfjeldske og blev tat til konge av høvdingene i denne del av landet; Sigurd var opfostret i Trøndelagen, hvis høvdinger hadde
- ↑ Samlede Værker I 321
