Ogsaa denne opfatning har direkte holdepunkter i sagaene.
I Sverres saga kap. 39 (Alex. Bugges oversættelse)
heter det f. eks.:
Efter dette (ɔ: Erling Skakkes fald i slaget paa Kalvskindet) drev det mange rike og ætgode mænd i Trøndelagen til kong Sverre, og mange, som sat hjemme, blev hans venner. Han satte da al sin trøst og tillit til trønderne, fordi de hadde altid været uvillige imot Erling jarl og hans herredømme, saaledes som forut var skrevet om de sammenstøt som jarlen hadde med trønderne. Kong Sverre regnet altid siden Trondhjem for sit egentlige hjem og sa, at trønderne var ham de kjæreste av alle folk i landet, og nævnte stadig i sine taler, hvor trofaste trønderne hadde været imot kong Sigurd, hans far, eller imot kong Haakon, hans bror, eller imot Eystein birkebein, og de hadde stadig tjent under det samme skjold. –
Jeg tror, at en nærmere undersøkelse vil vise i hvor høi grad denne lokale motsætningen er grundet i sagaenes fremstillinger og sikkerlig ogsaa i selve det reale, historiske forløp, og hvorledes »enhetsstatens endelige seir« ikke med Sars maa sættes til Olav den helliges tid, men til Haakon Haakonssons og Magnus Lagabøters.
De landsdeler som staar mot hverandre er paa den ene siden Trøndelagen og Oplandene[1], paa den andre siden Vestlandet og Viken; og jeg haaber, det skal lykkes at vise, at det er sammenhæng i partistriden i det 11. og 12. aarh., og navnlig at det eksisterer et sammenhængende parti med sit tyngdepunkt i Trøndelagen helt fra Ladejarlene til Sverre. For nogen kongers vedkommende kan vi likefrem si, at de er rent trøndske konger: Magnus Haraldsson (1066–68), Haakon Magnusson (1093–95) Eystein Magnusson (1103–23), Sigurd Munn (1137–55),
- ↑ Hyppig med tilslutning fra grænselandskapene mot Sverige øst ved Gautelven.
