her er fra »hof-tid«. I Løiten stod det en kirke paa Hov, og likeledes én paa Hov i Tomter[1]. Vangr er ogsaa usammensat og sammensat i motsætning til Vin navn paa en hel del kirkesteder og paa nabogaarder dertil rundt om i landet. Alene paa Oplandene (Romerike, Hedemarken, Toten, Hadeland og Ringerike) har vi »6 steder af navnet Vangr, som alle enten er kirkesteder og derigjennem har givet sogne navn eller er nabogaarde til kirkkesteder«[2]. Jeg slutter derav at i den ældste tid, i vin-tiden – længer kan vi jo ikke gjennem stedsnavnene komme tilbake – i denne tid hadde herrederne endda ikke noget religiøst mittpunkt. Folk dyrket guderne hjemme paa gaarden og til de helligdommer, som fandtes, soknet bare en liten krins.
Alt i vin-tiden (efter Magnus Olsen ved slutten av bronsealderen, henved 500 f. Kr.) begyndte dog bygderne at faa sine mittpunkter, steder, hvor folk til visse tider brukte at møtes. Men de kom ikke først og fremst sammen for at dyrke guderne. Religionshistorien har, som rimelig kan være, optat forskerne mer end andre sider av vort folks liv i forhistorisk tid. Men av vor egen interesse for vort folks religion for ett og to tusen aar siden følger det ikke, at religionen dengang optok en større plass i folkets liv end nu. Folk i Norge var ikke ved Kristi tider mere religiøse end nu, snarere mindre. Derimot var det flere religiøse ceremonier og ytre former som maatte overholdes dengang end nu. Men folk fik ogsaa, naar de for to tusen aar siden møttes, tid til andet end til at ofre til guderne. De møttes til lek og gammen.
