Endelig maa nævnes, at Norge i vikingetiden begyndte
at faa militære mittpunkter. Herøy er i Søndre Helgeland
og paa Sunnmør blit sognenavn; ogsaa ellers findes
det nedover langs kysten som navn paa øer, som ligger
mitt i leden eller hvor flere fjorder møtes eller paa anden
vis centralt. Første led i disse navn er herr, m.
»hær, sandsynligvis i betydningen skipaherr«[1]. Herøy er
navn paa steder hvor flaaten brukte at møtes. Men
disse flaater, som har git saa mange centralt beliggende
øer navn, kan ikke ha været tilfældige vikingflaater. Det
maa ha været ledingsflanterne, hvis faste samlingssted
kaldtes Herøy. Det fandtes med andre ord alt i vikingtiden,
og rimeligvis tidlig i denne, et primitivt ledingsvæsen.
Sit vigtigste samlingssted fik bygderne i gildet. Under gjennemgaaelsen av tingstederne rundt i landet blev jeg opmerksom paa i hvor mange bygder gildeskaalen var det offentlige møtested. Og litt efter litt er jeg kommet til den overbevisning, at nær sagt hver eneste bygd i Norge i middelalderen hadde sit gildehus, hvor alle, mænd og kvinder, ung og gammel, møttes til alvor og til glæde. Stundom kaldes de ikke gildeskaale eller gildehus, men med et andet navn: ǫlhús eller ǫldrhús, lagahús, veizlustofa, skytning, høgeloft o. l. Men alt dette er bare forskjellige navn paa samme sak. Det er sikkert rigtig, naar Lange siger: »I øvrigt har vistnok hvert større Distrikt i Landet havt sit Gilde, eftersom Landsloven indeholder flere Bestemmelser om dem, ja endog sætter dem i Sammenligning med Kirke eller Ting. At man nu kjender saa faa af Navn, kan ikke undre os, da Gildebrødrene
- ↑ Kultminder, 57, hvor Magnus Olsen opregner disse navn.
