sjelden eller aldrig havde Anledning til som Corporation at udstede Dokumenter, hvorved deres Gilde kunde blive os bekjendt«[1]. I virkeligheten har vi heller ikke, naar de alle samles, saa faa oplysninger om gilderne paa landet. Vi faar gjennem dem et andet billede av gildevæsenet og dets plass i samfundet end vi faar gjennem bygilderne, som forskerne hittil alene har undersøkt. Jeg har derfor trodd, det kunde lønne sig at undersøke de norske bondegilder alene, uten at ta hensyn til gilderne i byerne.
Jeg skal først prove at samle det lille vi vet om gilder paa landet i Norge.
Gilder nævnes sjelden i vore gamle love. 1. Magnus Lagabøters Landslov og Byloven har i Mandhelgebolken (IV k. 19) et kapitel »Om de mænd, som slaas paa fredlyste steder« (Um þá menn er beriast í griðarstǫðum). Dér heter det: »Om mænd slaas i ledingsfærd med kongen, paa ting eller stevner for lagmanden eller paa femtedagsstevner, i gilder eller brylluper, i julefreden eller i sildefiske, fra skjærtorsdag til over paaskeuken, da er det selvsat grid paa alle disse steder«. Det kan her være tvilsomt om i gilldum betyr »i gildemøter« eller »i gjæstebud«. Jeg tror, at det betyr det første. Uttrykket i gilldum svarer til de ældre loves at ǫldrhúsi. Ordet ǫldrhús betyr egentlig hus hvori det holdes drikkelag (ǫldr, samkunda), gjæstebudshus, men var i virkeligheten navn paa de gamle gildehus, like ens som ǫldr og samkunda betyr gilde. En samkunda eller ǫl har i Frosta-
- ↑ Chr. Lange, De norske Klostres Historie (citeres som Klosterhist.), (2. udg.). 263.
