9. Paa Herøyerne paa Sunnmøre var det likeledes
et gilde, som nævnes i et brev av 26. juni 1433. Det
heter der: »Ollum monnum them, som thetta bref se
eller høra, heilsom wi Thorer Atzorsson, soknaprester j
Herøyium, Sigurder Greipsson, Thorer Jonsson, Simon
Jwarsson, Pædher Arnesson og Sigurder Olafsson kerlighe
med warom Herra, kunnokt gerande, at anno dominj
mcdxxxiijo die beatorum martirum Johannis et Pauli
warom wi j gilda stofwone j Herøyium, tha war wyrdelighen
herra ok andelighen fadher, herra Aslak med Gudz
myskun erkibiscoper j Nidroos, hafde samtall med allan
almoghan ifuer allt Herøyiar prestdøme«[1]. Nicolaysen
siger i »Norske fornlevninger« (s. 506): »Paa vestsiden
av Herø var endnu i 1837 grundvollen og nogle marmorblokke
av en bygning, 16 al. lang og 8 bred, formodentlig
den gildestue, som var paa øen og maaske var helliget
til Albanus«. Gildestuen maa ha ligget like ved kirken.
10. Mere tvilsomt er det som fortælles om en gildestue paa Hjelstein i Vestnes i Romsdalen. Herom siger Thesen i sin »Romsdals Beskrivelse« (s. 422): »Ved Gjelsten i Fiskdal sogn paavises en stue som et gammelt gildested, men nærmere oplysninger savnes«[2]. Sagnet fortæller at stuen blev brændt av en trollkjærring fra Harnes paa Harøen av hevn, fordi hun av lensmanden Jens Hjælsten negtedes skyss over fjorden; hun blev dog siden grepet, dømt til baalet og brændt[3]. Bendixen mener, at fortællingen om en gildestue paa Hjelstein >ser nærmest ud som en uheldig fortolkning av gaardens navne.
- ↑ Norges gamle love, 2. række, b. I, s. 498 (nr. 279). DN. V nr. 631.
- ↑ Citeret av N. Nicolaysen i »Norske fornlevninger«, 537, og av B. E. Bendixen, i Foreningen til norske Fortidsmindesmerkers Bevaring, Aarsberetning for 1878, s. 152.
- ↑ Foreningen til norske Fortidsm. Bev., Aarsber. for 1869, s. 156.
