De har hat et gilde og et gildehus, som kaldes afráðsgildihús, mulig fordi dér afráð blev betalt til kronen.
12. Et andet gilde var i Refsund i den sydlige del av Jemtland. Lagmanden i Jemtland og Sigurd Eindridson, ombudsmand for Bjarne Erlingsson i Jemtland, indberetter 7. juni 1344 til kong Magnus om et drap og siger bl. a.: »tokom mit prof a Rœfsundum j gilda skalanum a manadagin nesta efter Bonofacti mœsso a fimta are ok tuttugta rikis ydars min herra vm aftak *Hunælfs Alfuers sson«[1].
13. Det tredje jemtske gilde var i Ragunda (Rafund). Prioren i St. Johannes kloster i Eskilstuna og hans konvent hilser 1527 »Alle Dandemän och dandeq[u]innor som nu äre och en varda skolu brödhra och systra innan S. Pedhers gille, kallendes Siälagille i Rafwnd«[2] og gjør dem delagtige i alle ordenens gode gjerninger og privilegier imot en aarlig avgift av 4 penninger for hver person.
14. Desuten nævnes Gildestad eller Gildistaðir (j Gyldestadum) i Hakaas sogn, som maa ha navn av, at det var møtested for et gilde[3]. Gilderne Nordenfjelds overlevet reformationen; men det fulgte mange papistiske sædvaner med dem, og derfor blev de forbudt av Kristian III, som i 1552 utstedte en forordning »Om gilder at holde«: »Da kongen forfarer, at der i Throndhjems stift holdes mange gilder, som bruges i stor uskikkelighed, Gud almægtigste til vanære og mange af undersaatterne til et ondt exempel, har han, forat slig uskikkelighed kan nedlægges, befalet lensmanden og superintendenten Mr. Hans Gaas, at hvor de forfare, at slige uskikkelige gilder holdes, skulle de dem forandre efter den skik, som
