derpaa gjort er i Bergens stift, og efter saadan skik skulle undersaatterne rette sig. Kjøbenhavn St. Margrete aften (19. juli) 1552«[1]. Rimeligvis har dog mange bondegilder Nordenfjelds levet længe efter denne tid. Derom vitner bl. a. det før nævnte bord paa Medjaa i Grong.
I Bergens stift var det ogsaa før i tiden mange gilder i gammel tid. Men de fleste var i Søndre Bergenhus amt; især var det mange i Hardanger. Fra Nordre Bergenhus amt (Fjordene og Sogn) har vi derimot ikke sikker underretning om noget gilde. Men at det ogsaa dér har været slike, tviler jeg ikke paa; saaledes i Jølster.
15. Aalhus kirke i Jølster het i middelalderen Ǫlhúss kirkja. Den nævnes første gang i 1323 og ligger paa Hegranes, Audun Hugleiksson Hestakorns navngjetne eiendom[2]. Ǫlhús er samme navn som ǫldrhús, som Fritzner oversætter med »gildestue« (III, 1084). I Gulatingsloven (k. 157, 187) betyr ǫlhúsmaðr »en av gjesterne i en gildestue«. Om en mand blev dræpt i et ǫldrhús, hadde ǫlhúsmenn pligt til at skaffe frem drapsmanden eller gi fulde drapsbøter til den dræptes frænder og til kongen (k. 157: Þat er nu ef maðr er viginn i oldrhusi at brennanda elldi. æða i dax lose. þa scolo olhusmenn fa bana at þeim manne. æða giallda hann aptr giolldum fullum bæðe frendum oc sva kononge). Denne sætning minder om kap. 32 i en gildeskraa fra Gulatingslagen, som siden skal nævnes, at gildebrødrene skal hjælpe den, som forfølger drapsmanden for retten[3]. Jeg tror, at Ǫlhúss kirkja har faat sit navn derav, at det i forveien paa den gamle storgaard
