Hegranes stod et ǫlhús eller ǫldrhús, hvor folk i bygden samledes til gilde eller ǫl[1].
Det findes to gildeskraaer fra Gulatingslagen. 14. Den ældste er trykt i »Norges gamle Love«, 5te bind, hefte 1, s. 7–11. Originalhaandskriftet stammer fra anden halvdel av 1200-tallet, men er skrevet av efter en ældre original. Gustav Storm har paavist[2], at dette gilde ikke har hørt hjemme i en kjøpstad (d. e. i Bergen), men paa landet, sandsynligvis i Søndhordland. Gildet var, som næsten alle de norske gilder, et halvt selskapelig, halvt religiøst lag. Medlemmerne var brødre og søstre og gik, naar de traadte ind i gildet, »til haandslag og gildebrødrelag« (til handsals ok til gildbrœðralags); de var pligtige til at hjælpe hverandre og til at bistaa eftermaalsmanden, om en av dem blev dræpt; oprindelig hadde de svoret at hevne hverandre. Om gildets karakter henviser jeg ellers til min gjennemgaaelse i »Studier over de norske byers selvstyre og handel« (s. 55 ff).
15. Vi eier ogsaa en anden gildeskraa fra Gulatings- lagen, nemlig for Olavsgildet paa Onarheim paa Tysnesøen i Hardanger. Skraaen er skrevet i 1394. Den ligner den ovenfor nævnte gildeskraa, men skiller sig fra den bl. a. ved, at Onarheimsgildet har sin formand eller oldermand (alderman), som ikke nævnes i nogen ældre gildeskraa; han er vel kommen ind fra Danmark eller Tyskland[3]. Onarheimsgildet er dog ældre end 1394. Det
