nævnes første gang i 1327, da det i et vitneprov om eiendomsretten til Indreteigen heter, »at gildebrødrene paa Onarheim kjøpte ofte ved til ølbrygning av kirkens ombudsmænd paa Onarheim« (at gilldar a Onarhæimi kœyptu optlegha við til hæitna af umboðs monnum kirkiunnar a Onarheimi)[1]. Næste gang gildet nævnes er 17. juni 1344, da »bœndr af Sundharðu lande« hænger dets segl under hyldningsbrevet til kong Haakon VI Magnusson (*S’ : CONVIVARVM : BETI : OLAVI : DE : HONAREI). De andre bevarede segl er for Nidaros, Bergen, Oslo, Stjordølerne (siGILLVM : COmmvniTATIS : DE : StiORADAL), Øvre Namdalen (+ S’ RVSTICORV DE VALLE : NAVMV : SVPERIORI) og Nedre Namdalen (S’ UNIVERSITATIS : ECLESE : SCE: MAVRE : DE NavmvDAl)[2].
16. Et andet navngjetent gilde paa Vestlandet var Mikjalsgildet paa Voss. Provsten ved Apostelkirken i Bergen, Torstein Torkelsson, gav det i 1418 en tomt paa Vossevangen og stadfæstet ældre retterbøter for gildet. Brevet, som vi kjender fra et daarlig avtryk[3], lyder saaledes: Ollum Mannum theim sem teth Bref see heldher høre helser jek Torsten Torchilson Profast at Apostolo Kirchi i Berghven kerligh med Gudh: kungør jek med thet mit oppen Bref teth jek haver unth oc tillath en Tufth som ligher poo Wos a Wanghen for utan klop Gudh oc Ste. Michel til Lof oc Hedher thi Dannemen som Gillebrødhre ere oc Brødherskap vil have her efter thennem til Nøtte oc Salægangh at byggyæ seger eina Gillastova uppo fornev(n)dha Tupth oc andre Huß som ther til høræ i sodane Modhæ, at the skullæ uppholle
