conficere debebat, qvantum decimis ejus frumentariis eodem anno responderet, &c.) hoc loco, qvia aliorsum pertinet, mitto, & ad templa nostra & ad illa pertinentia, a quibus paululum digressus sum, redeo.
17. Av samme slag som Mikjalsgildet paa Voss var et gilde i Kinservik i Hardanger, som holdt sig længe efter reformationen. Om dette gilde fortæller Ludvig Daae i »Norske bygdesagn« (I, s. 52 f.) efter »Urda« (I, s. 99–100), hvor det er meddelt av biskop Neumann efter optegnelser av provst N. Hertzberg: »Omtrent 180 Skridt vestenfor Kinserviks Kirke i Hardanger, mellem Kirken og Fjorden, sees en stor Grøft efter en Kjelder og Merker af, at en Stue har staaet over den. Grøften er 20 Alen paa hver Kant. Stuen, som har staaet over den, havde navnet Gildestuen. I denne Stue, fortælles der, samledes næsten hele Kinserviks Almue, Mænd og Kvinder, Unge og Gamle, en Gang om Aaret, og, saavidt man ved, ved Juletider. Tiden var forud bestemt, og Mad var lavet, og Øl brygget. De Ældste satte sig ved Bordene, og samtalede ’om Slægtsberegninger og Fortællinger efter Forfædrene. De Unge stode nede i Stuen, nærmere Døren og taug selv stille, men fulgte med største Opmerksomhed de Gamles Samtaler for at lære Slægternes Beregnelser og lægge paa Minde, hvad der fortaltes om Fædrenes Bedrifter‘. ’Ungdommen viste dengang en saadan Ærbødighed mod de Gamle, at naar en Olding tiltalte en Ung eller blot gik ham forbi, maatte den Unge tage Huen af‘. En blandt Pigerne blev i disse Gilder udvalgt til Lysepige. Hun maatte staa øverst indenfor Bordet og holde et Lys imellem hver Finger i begge Hænder. Naar hun blev træt, maatte to andre af de mest agtede Piger stille sig ved hendes Side og støtte hendes Hænder. At blive valgt til Lysepige ansaaes for saa stor en Ære, at det længe erindredes i Slægten som et ære-
