som lǫg, n. flt. »Sted, Distrikt, hvor en bestemt Lov eller bestemte Anordninger gjælder, Lagdømme«. P. A. Munch og Magnus Olsen oversætter det med »Njords Lagdømme«[1]. Hadde det været paa Sydhavsøerne med deres tabu og paa overtro og gudetro hvilende retssætninger, da kunde jeg ha skjønt en slik tydning, men ikke i Norge. Det siges intet steds, at Njord eller andre guder gav særskilte retssætninger, som gjaldt for deres dyrkere. At forklare Njarðarlǫg like ens som Gulaþingslǫg eller Þrœndalǫg gir ingen mening. Men i Danmark var laug eller lav, som før nævnt, det almindelige navn paa gilderne[2], vistnok fordi faste love eller sætninger bandt medlemmerne sammen. Det er noget liknende som naar det i kong Eiriks gildeforbud for Bergen (1295) heter: Þat firir bioðum ver ok fulkomlega ... at þeir ... dickti ser nokor lagh ædr settningar. Hvorfor kan ikke Njarðarlǫg betyde »Njords gilde« og hænge sammen med at det paa Onarheim var en hvirfingsdrykkja eller et gildt i forbindelse med blodfesterne dér, en forløper for det senere saa mægtige Onarheimsgilde? Alt tidligere er det vi vet om de ældste frankiske gilder, stillet sammen med dyrkelsen av Frøy og Njord. Siegfried Sieber siger i sin før nævnte avhandling »Nachbarschaften, Gilden« etc.[3]: »Die älteste Stelle (ɔ: hvor gilder nævnes) scheint die bei Müllenhoff und Scherer (Denkmäler 198) dem 8. Jahrhundert zugewiesene sächsische Abschwörformel zu sein: ’Ec forsachu allum diobolgelde‘. Das wichtigste Zeugnis ist der Erlasz Hinkmars von Reims, der im Jahre 852 sich gegen das heidnische Wesen bei den Gildegelagen wendete. Wir erfahren daraus, dasz man dabei zwar den Becher zum Gedächtnis der Heiligen leerte, aber dann unmäszig trank, sang, Bären und Tänzerinnen auftreten liess und ’larvas
Side:Historisk Tidsskrift (Norway), femte række, fjerde bind (1920).djvu/256
Denne siden er ikke korrekturlest
250
ALEXANDER BUGGE
