fra Hov i Søndre Land (DN II 768), fra Garder i Vesttorpen i Nordre Land (DN II 219), fra Framstad i Gran paa Hadeland (DN II 456), fra Løken i Handal i Gran paa Hadeland (DN III 169), fra Løken i Vangsbygden i Norderhov (DN II 296), fra Sanden i Haug paa Eker (DN V 372), fra Huseby i Myrarhvarf i Røken (DN I 860), fra Efteløt i Sandsvær (DN II 619), fra Evju i Efteløt i Sandsvær (DN III 544, X 221), fra Hassel i Sandsvær (DN III 932), fra Megarden i Nore i Numedal (DN V 435), fra Bakke i Hedrum (DN II 739, 770) o. s. v.[1]
Med andre ord: i den samme del av landet, hvor »hered« indgaar som et nogenlunde hyppig navneled i bygdenavn, finner vi omtalt heredsstevner, heraðsstefnubœr og stefnubœr, hvad der tydelig angir heredet som tinglag; utenfor østlandet forekommer de derimot ikke. Det kan desuten være værd aa lægge merke til, at stefnubœr’ene gjennemgaaende er centrer for temmelig smaa omraader, paa størrelse med et sogn eller saa omtrent; det fremgaar av næsten alle de steder, hvor de nævnes. At Tunberg har uret i, at en tingkreds maa være temmelig stor, fremgaar ogsaa av en slik ting som at f. eks de fire fjerdingene, Rakkestad var delt i, hadde egne ting (DN II 282).
Dog har der ogsaa – ialfald i senmiddelalderen – paa Oplandene været større tinglag (þinghá), som omfattet flere hereder, saaledes Holleid þinghá i Nordre Gudbrandsdalen (Nordre Fron, Hedalen og Bredebygden i Vaage;
- ↑ I samme betydning som stefnubœr nævnes stefnustaðr, i Rakkestad (DN I 793), Lom (III 782), Trøgstad (III 828) og Enebak (VIII 194). Overhode synes stefna (og dets sammensætninger, som bygðarstefna) i rent teknisk betydning (= þing) aa være et østlandsk ord (se f. eks. DN I 594; III 496, 719; V 908; X I89; II 673), jfr. dog stedsnavnet Stevnebø paa Hisøen i Gulen; ikke langt fra Gulatinget.
