det utvungent oversættes med bygd, som Tunberg vil. Med andre ord vi finner heredet som tingkreds – altsaa som statlig inddeling – paa hele Østlandet, i Borgartings- og Fidsivatings-lagen, og kun der. Alt dette viser tydelig, at heredsinddelingen maa være meget gammel, ældre end rikets samling og altsaa ogsaa ældre end den kristelige sogneinddeling, og dette har ogsaa bestandig været lært, ogsaa av de ældre forskere hvis opfatning av heredet er saa grundforskjellig fra Tunbergs, som jeg i hovedsaken følger. Man ser det ogsaa av heredernes sterke avhængighet av naturforholdene; det er naturlige grænser og ikke hensyn til folkemængde, rigdom og lignende sociale forhold, som har bestemt heredsinddelingen, baade vestenfjelds hvor det uttrykkelig sies (Gul. 88), og i det egentlige heredsdistriktet av landet. Men vi ser altsaa ogsaa, at levninger av heredet som tingkreds holder sig endnu i de siste par aarhundreder av middelalderen.
Om heredsinddelingen oprindelig har tjent ogsaa andre behov end de judicielle og administrative som knytter sig til tinget – f. eks. militære behov – vet vi ikke; men der er ingen spor av det og ingen særlig grund til aa tro det. Karakteristisk er det imidlertid, at heredsinddelingen hører hjemme i en del av Norge, hvor den militære skibredeinddeling aldrig fik rigtig fast fot; selv i de vikske kystdistriktene kan det være meget tvilsomt om skibredeinddelingen nogensinde blev fuldt gjennemført; og for størstedelen av omraadet forsvandt den ialfald igjen baade hurtig og sporløst.
En undtagelse er der imidlertid – det nuværende Smaalenene. Der er skibredeinddelingen helt gjennemført, og skibrederne vedblir aa danne de administrative enheter, tildels helt op imot vore dager. Paa den andre siden er det paafaldende – som ogsaa Tunberg har bemerket
