der ogsaa kastes lys over skibredeinddelingen paa vestsiden[1]. Her utgjør det senere Brunla len (ɔ: Brunlanes, Hedrum, Tjølling, Sandeherred og Tjømø) i den senere del av middelalderen én skibrede, Numedals skibrede (se HT 5 R II s. 1–36). Resten av Vestfold derimot – det senere Tønsberg len eller Jarlsberg fogderi – var delt i fem skibreder: Slagen, Arendal, Vaale, Raabygge og Sande (eller Anger eller Engra).
Misforholdet mellem størrelsen av disse skibrederne er ganske overordentlig. Efter den nuværende matriklen falder det 657 gaardsnumre paa Numedal skibrede, 1486 paa de andre fem tilsammen, eller gjennemsnitlig 297,2 paa hver. I ældre tider maa imidlertid dette misforholdet ha været endnu mer skrikende: gaardsnavnene i Numedal skibrede peker paa meget tæt og meget gammel bebyggelse; gaardsnavnene i nordre Vestfold viser os forholdsvis sent ryddede skogbygder, med overveiende -stad og rud-navn. Efter Hellands statistik (Oldfundene og Norges folkemængde) er der i Numedals skibrede gjort 672 fund fra ældre og yngre jernalder, i de fem nordlige 261 tilsammen eller gjennemsnitlig 52,2 i hver. Numedals skibrede maa altsaa ha været mange ganger rikere og folketalrikere end de nordlige, og »vernepligten« tilsvarende meget lettere.
- ↑ Ved bunden av fjorden blev skibrededelingen aldrig gjennemført; Mariakirken i Oslo var rigtignok fra det 14 aarh. av forlenet med de to skibrederne paa Follo, østre og vestre, men selve mangelen paa navn for disse viser at de aldrig var klart utformede distrikter; P. A. Munch vil gjøre Skaugumshered til skibrede (vistnok paa grundlag av DN V 325, som imidlertid ingenting beviser; jfr. dog DN V 462, som vel gjælder dette distriktet), likesaa – uten nogen hjemmel – Oslohered; Eker, Sandsvær og Lardal kaldes i to enkelte (utrykte) diplomer (i riksarkivet) av 8⁄5 1591 for skibreder (likesaa Sandsvær i Norske Rigsregistranter IV 98), men det beror aapenbart paa senere tiders misforstaaelse av hvad en skibrede var.
