nene som er bevaret i Rábyggja (Ryg-, Røf-, Rœ-byggja) og Engra skipreiða og som ellers ikke kjendes, synes aa maatte føre os meget langt tilbake, hinsides sogneinddelingens og kristendommens tid.
Og dermed melder sig ganske usøkt hypotesen om naar nordre Vestfold blev inddelt i skibreder. Efter Gudrød Veidekonges død delte hans to sønner Vestfold mellem sig; Olav (Geirstadalv) og efter ham hans søn Ragnvald Heidumhaar fik den vestre (ɔ: søndre) delen, Halvdan Svarte og efter ham Harald Haarfagre fik den østre (ɔ: nordre). De fredsæle kongene i søndre Vestfold hadde ikke behov for nogen nyordning av militæradministrationen i sit rike, erobringskongene i nordre Vestfold maatte i sit land kræve saa megen folkehjælp som de forholdsvis fattige bygdene kunde yde. Som mønster for sin militære nyordning kunde de ta bygdene tvers over fjorden, hvor danekongene raadde eller hadde raadd, eller kanhænde danekongenes eget rike, hvor skibredeinddelingen og dermed hele den militære administration sikkert gaar tilbake til det 9 aarh. eller længer.
Er denne hypotesen rigtig – og den vil sikkert kunne støttes videre ved indgaaende arkeologiske og topografiske detaljstudier – er vi naadd et godt stykke længer i forstaaelse av de forhold som forberedte Harald Haarfagres erobring av Norge.
