hans forbundsfæller; deres fiender er de eneste han har noget at frygte av. Med stolt tillitsfuldhet lægger han derfor sin sak i den øverste dommers hænder; »med et gladt og frimodigt hiærte og aabne øyen tør vil og kan« han møte for sin Gud, »naar og hvor det skal være«; en bevissthet rik paa kraft og styrke for den mand som har faat verden imot sig.
For saa vidt som vi har lov til at ta en mand paa hans ord, berettiger brevet os til at fastslaa at det gir et tiltalende billede av sin ophavsmand. Men mere end nogen enkle grundlinjer i hans karakter faar vi ikke frem under analysen av det. De særtegnende detaljer mangler, den intime rapport uteblir. Bristen har ikke sin grund i for stor knaphet. Ord eier brevet nok av. Men alt for mange av dem er laante fjærer fra brevformularernes allemandsvendinger og løser derfor – paa faa undtagelser nær – kun saare ufuldkomment den opgave at røpe de smaa karaktertræk som fører forbi det almenmenneskelige og ind i personligheten. Formelt set er saaledes dette aktstykke i typisk overensstemmelse med brevskriverens stand og dannelse. Det bekræfter den gamle erfaring at pennen i den uøvedes haand saa let glir ut i de herreløse og indholdsfattige sætninger.
Mellem linjerne – ikke i dem – maa vi da paa disse gulnede blader læse et nødskrik fra et forpint og mishandlet menneske, et lykkens stedbarn, som vandt sin rikdom i livet, martyrglorien, i like saa dramatiske og ikke mindre tragiske former end saa mange av sine lidelsesfæller. Lofthuses lod blev jo den bitre og blodige at slites bort fra sit livs opgave og dog leve det videre.
Om forbindelsen mellem Lofthus i fængslet og hans venner utenfor gir brevet os oplysninger, som bekræfter hvad vi før visste[1]. Han har hat anledning til at skrive til sine paarørende og motta svar fra dem. Men nogen stadig brevveksling har der nok ikke været tale om. Han er forfærdet over at han »den lange tiid« (de 21⁄2 fængselsaar?) ikke har hørt noget fra sin kone, og han omtaler bare et eneste brev, som er kommet ham i hænde. Den mand som myndigheterne frygtet i den grad at de lot ham klinklænke til en blok, før dom var faldt, har neppe faat lov til at staa i rapport med sine tilhængere.
Georg Sverdrup.
- ↑ Se »Lofthusbevægelsen« s. 241.
