reiner. Det var et sørgelig syn som det ved 1460 heter om Huseby i Lier[1]: »Skoddom wy tha gr.... hwss oc fwnnom theim all oc hwart eit fordarffnat oc allungis faanyth, taaklaus, nyderfællig .... vppehallyn aker oc engh sagom wy formykit skoggengen«. Eller som det i 1478 heter om Rudi, nabogaard til Talleraas i Dovre: »ok thet lagh tha i audhn vnder fee ok fola ... ok ther vare æi tha flæire hws vppa vthan ein stofuw ok eith halfth ladugolff» (D.N. III n. n. 922). Eller som det i 1568 heter om Vestre Hegtveit i Laardal: »forne Hectuedt hagde i langsomelig tidt leyeth y øde oc var aldeles neder rodit foruden hus oc herberig oc slet stou gangit«. Odelsbrevene var bortkommet og ingen visste hvem som eiet gaarden (oc ey kunde findis y nogen mands vere)[2].
Ned gjennem hele 1600-tallet er det stadig i brev og domsakter tale om slike gaarder som ligger øde. I en retssak fra 1696 heter det saaledes om Skaari og Snaargil, to ødegaarder under Snartland i Fyresdal: »dernæst besaae vi forschreffne ødegaarder som kunde formenes at haffue vehret gamle Pladser, og findes Agerleier oc Hustoffter, samt et Fæhus oc en Lade med Laave der endnu«. Somme steder kan en endda oppe i heiene i fjeldbygdene finde levninger av slike gamle hus der det for flere hundre aar siden har bodd folk. Oppe i Momraksheii i Fyresdal laa det før en gaard som het Støyl; der kan en endda se levninger av en gammel røkstue og av en stok med utskaaret dyrehode i enden (en »gøyje«) som hang over ildstedet. I Brannkvaalen, mellem Vinje, Rauland og Øyfjøll, nær Stavsfjøll, skal det engang ha været en hel grænd. Der skal det endda staa et fint litet bur. I Grunningsdalen som, gaar fra Seljord til Sauland, er det
