nu bare støyler, men før bodde der tæt med folk der, og endda kan en rundt om se hustomter og aakerreiner. Om dem har en gammel Seljoring, Torstein Fiskarbekk, fortalt Rikard Berge en hel del. I Berges avskrift heter det bl. a.: »Skardstaul var gild gard, no attlagd og skogsrunnin. Torstein kann minnast husi. Dei va’ ovsvære; stogo med utskori langsvol, magatelgt timber, stort og svært. Der var au svære utskori loft, gildt fjós«. Nu er det vel ikke mange steder der en kan se levninger av husene. Men mangfoldige steder kan en den dag i dag oppe i fjeldbygdene i Telemarken se hustomter og aakerreiner, kværnstøer og andre merker efter gamle gaarder der det nu er overgrodd med skog eller støyler og utmarker. Navnet paa disse nedlagte gaardene mindes for det meste, somme steder er endog det glemt. Men navnet paa dem som bodde der mindes sjelden og ætten deres er glemt og borte.
Den gangen gaardene blev nedlagt – paa 1400-tallet og i førstningen av 1500-tallet – skjønte folk at det var et tap for landet. Paa herredagen paa Bud i Romsdal blev det forhandlet om mange saker som de styrende skulde søke at bøte paa. Deriblandt var ogsaa »om the som siølffue aaghe jordher oc ycke sytiæ ther vppaa; att smaa jordher icke leggis vndher andre større jordher; att ødegordher motte bliffue bygde« (D.N. X n. 674). Derfor skriver ogsaa Kristian III 31. jan. 1540 til indbyggerne i Nidaros erkebispedømme: »Witther att osz er til witthandis wordett, huorledis att ther skall liggie mannge jorder ther offuer alth erchebischopsdømett som skulle vare wbygdthe och jnghenn lanndskyld affgaar, oc skulle høre och liggie till Norges krone oc forne Thrundhiems ærchebischopsdømett; thj haffue vij nu aff vor sønderlig gunst och naade och saa paa thet att samme wortt righe Norghe maa bliffue bygdth och forbeidrett, wndt och til-
