ladett och nu medt thette wortt obnne breff wndhe och till lade att saa mange waare wndherszaater ther wdj landett som wille wpthage och byggie szamme waare och kronannenns och stichtenns øde jordher, skulle mughe nyde samme jorder thill thennem och theris arffuinge, dogh att the som samme jordher bygge och beszidde skulle aarlighen giffue ther aff thill osz och Norgis kronne leydinnghe som andre jordeigher bønnder giøre« (D.N. XI n. 654). Men siden kom det nye opgangstider; en del av det som var lagt øde, blev paany bygget, og litt efter litt glemte folk de gamle, vonde tidene og minntes bare at det var bygd mange steder oppe paa heiene før »Storedaui« kom til dalen[1].
Længe efterat fjeldbygdene var begyndt at avfolkes, blev likevel heigaardene regnet for bedre og gildere, end gaardene nede i dalen. Skogen hadde endda ikke faat saa stor værdi og oppe paa heiene var det den bedste jagt og fiske. Det heter i et gammelt stev fra Vesttelemarken:
Inn kaam Saavi Øyefjødd,
han bryte’ paa ymsne moddo:
Dei vite saa liti dei bygdaran
koss gott mi liver i fjøddo[2].
Bendik Taraldlien har i boken sin om Fyresdal (s. 17) et vers av den sidste manden som bodde paa Gausvatten og skal ha hett Gauti:
Me drikke mjøyren or sylvarskaali,
me drikk ’an ikkje or boddo,
og difor trote dei daledrito,
at me liver so væl upp i hoddo.
Helt ned til vor tid blev f. eks. en gaard som Sly-
