Det er meget jord som paa denne vis kunde indvindes til dyrkning. Paa Flekstveitheiene mellem Laardal og Kviteseid ligger Kyrvestad eller Kyrvestaul, som engang skal ha været en hel grænd med egen kirke. Bare paa den delen som hører til Vesterdal i Dalane kan en av aakerreiner se at det har været mindst 20 maal som før i tiden var aker, og endda mere er det som ligger til Flekstveit. Det er et glædelig tidens tegn at bønderne oppe i Møsstrand er begyndt at kjøpe tilbake gaardene og tænker at bo og bygge dér. Men slik skulde de gjøre rundt om i fjeldbygdene. Da vilde de paany komme i magt og ære og faa det at sige for landet vort som de hadde i gamle dager.
I »Flatøyboken«, den gamle islandske samling av kongesagaer, findes det et litet stykke som heter »Hversu Noregr bygðist« (»Hvorledes Norge blev bygget«). Siden har det været skrevet litet om dette emne og mangfoldige undersøkelser maa endda gjøres før det kan skrives en saga om hvorledes Norge er blit bygget ned gjennem tiderne. Men det er et spørgsmaal, som vedkommer os alle og ikke bare fortidsgranskerne. Det har været sagt at Danmark ved hedeplantningerne har vundet igjen det det mistet i Sønderjylland i 1864. Norge har i aarhundredernes løp mistet likesaa meget som Danmark, baade utenlands og endda mere indenlands. Det var en tid, da Norge næsten kunde brødføde sig selv. Det er ikke mere end 350 aar siden Absalon Pedersøn skrev: »Saa er Norge den største part begaffuit med korn oc kierne, saa at det kan vel hielpe sig sielff, vndertagendis Finmarchen, vdi huilket saais plat intet«[1]. Og nu staar vi paa randen av hungersnød, fordi vi ikke faar korn fra
- ↑ Hist.-topogr. Skriftet om Norge og norske Landsdele, 6129–81.
