paa denne landsdel falder omkr. 80 procent. Flest er det i Lister og Mandal og Stavanger amt (omkr. 950). Ogsaa i Nordre Bergenhus og i Nordland er disse navn hyppige. I det øvrige land er det faa av dem, især paa Oplandene[1]. O. Rygh mener, at land og staðir har konkurrert med hverandre om at danne gaardnavn i vikingetiden, saa at det ene ordet var mest yndet i somme egne, det andet i somme[2]. Jeg er ikke viss paa om dette er helt rigtig. Rygh siger om navnene paa land: »Der findes endel saadanne Navne i de av Nordmænd i Vikingetiden stiftede Kolonier i Vesten. Ogsaa paa Island er der adskillige av dem, men de allerfleste av disse synes at være nyere dannelser, der ikke have nogen Sammenhæng med de tilsvarende norske«[3]. En mængde av de gaarder som blev grundet paa Island i landnaamstiden, har derimot navn som ender paa staðir. Hadde det været som Rygh mener, skulde vel navnene paa -land ha været de almindeligste paa Island, som i hovedsaken blev bebygget fra Vestlandet, dér disse navn og ikke de paa -staðir er de almindeligste. Naar likevel navnene paa staðir er de almindeligste paa Island, da kommer vel dette av at staðir var den navnedannelse som var mest i bruk i vikingetiden, mens navnene paa land tilhører perioden nærmest forut. Vestlandet er med andre ord blit bebygget i sin nuværende utstrækning noget før Østlandet. Dermed stemmer det vel overens at det især var Vestlandsfylkene som tok del i vikingefærderne. Derimot kan jeg ikke være enig med Andr. M. Hansen som mener, at land repræsenterer en videre vækst – en senere bosætningsperiode end staðir, ikke nogen konkurrerende samtidig navneskik, men at de svarer til ruð paa Østlandet[4]. Ruð-navnene til-
Side:Historisk Tidsskrift (Norway), femte række, fjerde bind (1920).djvu/351
Denne siden er ikke korrekturlest
345
NORGES BEBYGGELSE I VIKINGETID OG MIDDELALDER
