hører, som jeg siden skal vise, den kristne middelalder, 1100- og 1200-tallet. En række av land-navnene er derimot sammensat med gudenavn (som Frøyland eller Frøylandir) og andre navn som viser at de har været hedenske kultsteder (f. eks. Helgaland, av heilagr »hellig«); det kan derimot neppe paavises noget gaardnavn, som ender paa land og som første led har et personnavn som først kom i bruk i kristen tid[1]. Dette viser at land-navnene er ældre, vistnok meget ældre end ruð-navnene.
Videre har vi navnene paa Þveit, som efter Rygh i denne forbindelse betegner »en utskilt part, for sig beliggende jordstykke« og hænger sammen med angelsaksisk þwitan »avskjære, skjære i stykker«. Tveit-navnene findes ikke paa Island eller i de vestlige norske kolonier, men er i vikingetiden overført til Nordengland. De gaar efter Rygh »meget langt tilbake i Tiden«. »Tveit-navnene standse«, siger Rygh, »omtrent ved Sognefjorden; nordenfor denne findes blot et Par av dem i Sønd- og Nordfjord og et Par i Indherred. Hyppigst forekomme de i Bratsberg Amt, i Nedenes, i Stavanger Amt (her næsten blot i Ryfylke) og Søndre Bergenhus. Paa Østlandet findes de, om end i ringere Antal, dog ret hyppig i de lavere Egne; i Oplandsbygderne gives derimot kun faa av dem (ingen i Gudbrandsdalen og Østerdalen). Deres samlede Antal i Landet er c. 600, hvorav omtr. 200 usammensatte«[2].
Tilslut maa nævnes navnene paa -setr »opholdssted, bosted« (av sitja »at sitte«). Det findes som andet led i over 900 gaardnavn, mest utbredt i den nordlige del av landet, fra Søndfjord til Nordland. Denne landsdel har over 70 procent av de navn som er’ sammensat med
