Fron i Gudbrandsdalen har, siger en forsker i en nylig utkommet avhandling, »øiensynlig ikke være stort svakere bebygget i det 10.–11. aarh. end i det 19.«[1] Det samme gjælder de egentlige Hedemarksbygder, den sydlige del av Vestfold, bygderne rundt Skiensfjorden, Jæderen, Sunnhordland og i det hele storparten av Søndre Bergenhus og Stavanger amt, bygderne rundt Trondhjemsfjorden og de ytre bygder i Nordland, i det hele de deler av Norge som spiller den største rolle i vor ældste historie.
Men bebyggelsen strakte sig i vikingtiden ikke bare over de deler av vort land dér det senere har bodd folk, men ogsaa over egne som siden i lange tider laa øde eller som aldrig mere er blit opdyrket. Dette gjælder baade det nordenfjeldske og det søndenfjeldske Norge. I det gamle Haalogaland bodde i forhistorisk tid befolkningen især ute ved kysten og spredt indover langs fjordene. Det findes i Nordland en mængde gravhauger dels fra den ældre og dels fra den yngre jernalder; derav ligger omtrent 850 i Søndre Helgeland, 500 i Nordre Helgeland, 850 i Salten og 2000 i Lofoten og Vesteraalen. For nogen herreder, som Hadsel, Bø, Øksnes og Dverberg i Vesteraalen, er det kjendt mere end 300 gravhauger i hvert herred, fra Bodin, Steigen med Ledingen, Hamarøy og Lødingen over 100 i hvert herred, og likesaa i Dønnes og Meløy, samt i Bindalen, Brønnøy med Vik, Tjøtta, Alstahaug og Herøy. Andre herreder som Vefsen, Hatfjelddalen, Mo, Beieren, Fauske, Sørfolden, Tysfjorden, Ankenes og Evenes optræder kun med nogen faa gravhauger[2]. Under sin omtale av Andøia i Vesteraalen siger Karl Rygh: »Bygderne yderst mod Havet var, især hvor der som her var særlig god Leilighed til Fiskeri, i ældre Tid forholds-
