mænd og Finnere. I det 10de aarh. gik derimot Nordmændenes bygd meget længere mot nord. Gravfund viser at det i vikingetiden maa ha været en temmelig sterk bebyggelse paa begge sider av Tromsøysundet[1]. Nordmænd bodde dengang helt op til Lophavet, over grænsen av Finmarkens amt. Nord for Ringvatsøy ligger den lille Helgøy, d. e. den hellige ø. Navnet viser at Helgøy i hedensk tid har været en hellig ø, viet til guderne. Men et slikt navn kan ikke ha været git av forbiseilende sjømænd; det maa stamme fra fastboende Nordmænd. Paa Helgøy er det inde i en haug av stenheller fundet stykker av en urtepotteformet lerurne samt en jernkniv og benbeslag. Dette fundet stammer fra den ældre jernalder; men den mand, som har ligget i haugen, kan ikke ha været en Finne, han maa ha været en Nordmand. Fra den yngre jernalder er det ialt gjort syv gravfund paa Karlsøy, Helgøy og Vannøy. De nordligste er paa Skolnes i Frakfjord i Loppens præstegjæld; her blev det ogsaa i en gravhaug i 1844 set »rustgangen efter et sverd«. Paa alle øerne dér nord staar det endda mange hauger og røiser, som ikke kan være andet end norske graver fra hedensk tid; for finnegravene ser ganske anderledes ut. Mulig har det endog bodd Nordmænd spredt langs kysten av Finmarken helt til bunden av Varangerfjorden[2]. Derpaa tyder bautastener og stensætninger som findes flere steder, bl. a. paa Magerøy, paa Hvitnes i Tanafjord og ved Vadsø og fund av knivblad av jern[3] og av prydsaker som stammer fra det sydlige Finland[4].
- ↑ Oldtiden, Avhandlinger tilegnet K. Rygh 1914, s. 108 fl.
- ↑ Nicolaysen, Norske fornlevninger, 703.
- ↑ Nicolaysen, 704 f.
- ↑ Universitetets Oldsakssamling, Tilvekst 1904–1914, 130. Jeg kommer til at omtale dette nærmere i en avhandling i »Namn och bygd«. Har det bodd Nordgermaner her, er de snarere kommet fra Sverige end fra Norge.
