ser av jern paa fjeldet mange steder rundt Møsvatn[1]. Av gaardene i Møsstrand er det bare Kollinghovden (Kollungshofði) som nævnes i brev fra middelalderen[2]. Men efter navnet at dømme kan den godt være fra vikingetiden. Min tro er at hele Møsstrand mot slutten av den hedenske tid har været bebygget og at det ligger noget til grund for sagnet om en kirke paa Frøystoul (Freisæter) øst for Hollvik[3]. Før en sikkert kan svare paa dette spørsmaal, vil det dog trænges at gjøre undersøkelser paa stedet.
Foruten av jagt, fiske og fædrift og mulig litt akerbruk levet folk oppe ved Møsvatn ogsaa av at smelte myrmalm. Vi tør tro at vore forfædre har lært kunsten at »blaase« myrmalm omtrent samtidig med at de lærte jernet at kjende. Om Skallagrim som utvandret fra Fjordene til Island, fortæller Egils saga at han »var en stor jernsmed og hadde meget myrjernblaast om vinteren« (k. 30). Paa Borgerjoe i Mjaugedalsheii i Eidsberg er det meget sinder efter myrjernsbrænding. Ved siden av sinderet er det fundet vaapen (fra vikingetiden) og menneskeaske[4], saa vi tør tro at folk oppe i heiene i Telemarken alt i vikingetiden, ja vistnok meget tidligere har begyndt at smelte eller »blaase« myrmalm. Mellem Møsvatn og Eidfjord var det i gamle dager skog og mange steder ved Møsvatn, i Syssendalen og paa østsiden av vidden er det spor av gammel myrmalmbrænding[5]. En frisk kulmile blev opgravet dér paa 1700-tallet[6]. Peder Claussen fortæller i sin Norges Beskrivelse (aar 1599): »Udi denne Ort hafue de i gammel Tid veldet Jærn oc
