Et av de uklare punktene i Norges administration i de siste aarhundrene av middelalderen er inddelinger i lagdømmer. Nogen virkelig behandling har dette emnet ikke funnet siden Brandt (Forelæsninger over den norske Retshistorie II, s. 189 ff.); men det er nu sikkert mulig aa komme til langt præcisere resultater end Brandt kunde. Et av midlene til dette er bondebrevenes diplomatik. Formlene i kjøps- og salgsbrev er likesaa faste som i de egentlige offentlige dokumenter og viser ganske klare, topografiske typer. Dette faste formelsproget er selvsagt ikke skapt av bønderne selv, men av de faste skriverne i det, man litt anakronistisk kunde kalde de offentlige kontorer. Særskilt vigtige her var lagmændenes »kontorer«. Bygdebrevene er jo gjerne utstedt av lagmandens »underordnede«, lagrettesmændene, som naturlig har faat sine forelæg, sine formularer fra lagmanden og hans skrivere, og vi maa derfor vente aa finne de samme formularene igjen inden hele lagdømmet og kan endog bruke dem til aa bestemme lagdømmenes grænser.
Et særlig smukt vidnesbyrd om hvad vi kan lære av slike bygdebrevsformler, gir ordet hornstafr og dets synonymer hornstaðr, hornstaurr, stafstaurr, stafstoð, stafstœði, stoðstafr[1], i betydningen »verdenshjørne«. I en omfattende, men skarpt begrænset gruppe salgsbrev finner vi nemlig uttrykket at en gaard sælges med alt som til den hører og har hørt, fra gammel eller ny tid, indengaards eller utengaards, fjogurra hornstafa i millom, mellem alle fire verdenshjørner. De ældste av disse brevene er fra 1420-aarene, og de stammer
- ↑ Se de mange henvisningene i Fritzners leksikon under disse ordene.
