i Høidalsmo (Laardals præstegjæld), 2 i Mo (Rui), 4 usammensatte og 3 sammensatte i Fyresdal, ingen i Nissedal, 1 usammensat i Kviteseid, 3 usammensatte og 1 sammensat i Seljord, 2 usammensatte og 3 sammensatte i Hjartdal. Der er 2 usammensatte og 15 sammensatte i Tinn. Ogsaa i Ranrike eller Bohuslen findes det en mængde ruð-navn. De før nævnte navn paa broti og brenna forekommer likeledes næsten bare paa Østlandet, her er ogsaa ruðstaðr (skrevet Rustad, Røstad) almindeligst; autn har vi paa Romerike og i Smaalenene.
Vi ser av denne oversigten at det især er Østlandet som er gaat frem i ruð-tiden. Folkemængden hadde før været tættest i Trøndelagen og paa Vestlandet, men alt i 1273 heter det i kong Magnus’s retterbot om ledingen at »bygderne ikke er saa folkerike nord i landet og dér falder mindre sakøre«.[1] Landets tyngde var med andre ord flyttet til Østlandet. Derfor fastsatte Magnus Lagabøter at i Viken fra Gautelven til Rygjarbit skulde der stilles 6 hærmænd for hvert skipreide, men paa Agder og i Haalogaland 4, paa Vestlandet 3 og i Trøndelagen 2 mand. I sammenhæng hermed var det ogsaa at Haakon Magnusson gjorde Oslo til hovedstad i Norge. – Denne nyrydningstiden som kjendetegnes ved navnene paa ruð, tilhører tiden efter kristendommens indførelse. Det kan vi slutte derav at mange av dem er sammensat med personnavn som først blev brukt i kristen tid, som Adam, Benedict, Jón, Klemet, Marteinn, Páll, Pétr, Stefan, Thomas, Cecilia, Kristin[2]. Navne som Kirkerud (Kirkjuruð) og Præsterud (Prestruð) som er saa almindelige paa Østlandet, viser tilbake til en tid da bygdene fik sin egen kirke og præstegaard med tilhørende jord, som i disse tilfælde er blit ryddet
