rydningstid har begyndt paa østsiden av Kristianiafjorden og saa bredt sig til vestsiden for derefter at fortsætte længer inde i landet. Den begyndte, tror jeg, ved aar 1100 eller litt før; men den tok først rigtig fart efterat ufreden indenlands var slutt og fortsatte uavbrutt nedgjennem hele 1200-tallet.
Vi har flere vidnesbyrd om nyrydninger i anden halvdel av 1200-tallet. I 1339 avhøres det vitner om retten for Sjulerud i Aas til hugst og havn i skogen til Vaal i Krokstad. Det siges her at Sjulerud har hat denne ret i mer end 60 aar (d. e. før 1280)[1]. Gaarden er vel blit ryddet litt efter 1250.
I 1289 bortbygsler hertug Haakon Magnusson gaarden Greverud (Greifaruð) paa Follo (i Kraakstad) til Arne Gasse; »det har vi og lovet ham,« heter det i brevet, »at han skal rydde utengaards som mest i den del som hører os til, sig selv til nytte«[2]. Gaarden Greverud var altsaa i 1289 nylig begyndt at ryddes. – I 1300 stadfæster biskop Øyvind i Oslo et makeskifte mellem Korskirken i Oslo og hustru Gyda paa Holstad (Hávardsstaðir); derved fik Korskirken hustru Gydas del av gaarden Sørby (Saurbýr) paa Romerike »med de rydningsplasser som nu er gjort deri« (med rudstadenom þæim sem þær er nu j gor)[3]. Det var altsaa i 1300 nylig begyndt at ryddes plasser under Sørby, men de var endda ikke blit særskilte gaarder. I 1302 sælger prædikebrødrene i Oslo 14 øresbol i Klemmesrud i Røken[4]. Gaarden maa altsaa være begyndt at ryddes før 1300. Men den blev i den følgende tid bedre ryddet og opdyrket; for i 1365 var den delt i to bruk[5]. I 1303 fik to mænd overlatt rydningsplasser øverst i Eggedal mellem Medal og Haglebuvatn.
