og lader som om jeg var hjemme. Den stolte Baron Lagerbielke, gammel Admiral og Chef for det svenske Marinedepartement satte sig med megen air paa en Taburet ved Vinduet og fremkastede et Par Ord til mig; men jeg var ikke sen; jeg satte mig op i Vinduet ved Siden af ham, og gjorde ham opmerksom paa, at vi repræsenterede de forenede Rigers Mariner[1], at vi saaledes i en dobbelt Henseende vare Colleger o. s. v. Denne min familiære Tone, forenet med megen Suffisance, frapperede ham og han blev tilsidst san spag som et Lam. Saaledes skulle de have det.«
Om et bal 3dje juledag 1840 hos statsminister Løvenskiold: »Jeg havde ventet at se megen Elegance og Munterhed, men Intet mindre. Uagtet Personalet bestod af 1ste Classe, fandt jeg dog det Hele jammerligt. Hverken Skjønhed, eller Tækkelighed, eller Gratie, eller Venlighed, eller Glæde var der Spor af. Alle vare stive og stramme, tause og kjedsommelige. Jeg kjender intet ynkeligere Syn end disse opblæste Hoffolk, som bevæge sig med afmaalte Skridt og bøier sig paa den mest affecterede Maade. Det er saa forkert og smagløst som muligt. Dette var det første Bal ivinter og dog var der ikke Tegn til Munterhed. De fornemme Svenske ere sig selv lige; til os Norske tage de intet Hensyn; om man end har været præsenteret for dem, lade de dog som om de ikke kjende os; selv de svenske Damer behandle de norske Damer saaledes. Hoffrøken Stedingk vendte mig Ryggen, da jeg complimenterede hende, og Hoffrøken Skøldebrand reiste sig fra sin Stol,
- ↑ Petersen var chef for marinedepartementet.
